Vikinger i kamp
Udgaard Artikler

Vikingernes Våben

Vikingernes mange våben

Blod, død og ødelæggelse! Alle bliver draget af historien om de barbariske vikinger! Fortællingen om hvordan vi danskere drog ud i verden og gav bøllebank til alle og stjal kvinder, guld og alt hvad der ikke var naglet fast. Dragehovedet og vores langskibe var frygtede, og så man disse ud for sin kyst, så var det bare med at tage benene på nakken før man fik stålet at smage. Og netop disse våben er hvad jeg vil gennemgå i dette indlæg.

Vikingetiden er opkaldt efter de nordiske folk der mellem årerne 793 og 1066 ”drog på Vikingr” ude i verden, hvilket er et bredt udtryk der betyder at tage ud i verden eventyr – om det så endte med handel, plyndring eller som lejesoldat. Jeg vil prøve at give et overblik over, hvilke våben vores landsmænd brugte når de tog på togt, i krig eller havde blodfejder.

Øksen

Øksen til kampbrug var en unik ting for vikingerne og øksen har historisk set ikke været det foretrukne våben til kamp. Det ses også på de første økser fra vikingetiden, at der mere var tale om, at de bønder som tog i på togt, bruge det redskab de allerede havde på gården. De første økser var nemlig dagligdagsøksen, som normalt blev brugt til at flække brænde og andet grovere træarbejde. Det ses senere i vikingetiden, at økserne ikke længere var brugbare til praktiske gøremål, men at de udelukkende blev smedet til kamp, som ses på øksen til højre herunder.

Vikingeøkser

Danskerøksen

Danskerøksen, eller daneøksen som den også kaldes, er en meget stor økse, som bruges med to hænder, Denne var meget frygtet, da den kunne gøre stor skade. Dette var ikke et våben, som blev brugt af alle vikinger, men et våben for krigereliten, såsom jarlens egne mænd, huskarlene. På Bayeux-tapetet er der f.eks. en viking, som kløver en hests hoved med ét hug. Danskerøksen blev også brugt af væringerne, der var lejesoldater og ofte hyret som kongelig livgarde i Konstantinopel og også kendt som “den øksebærende vagt”.  Den store økse blev udbredt til hele Europa i 1100-tallet og måske er det den, der ligger til grund for de mange stagevåben, som senere opstod, såsom hellebarden eller partisanen

Daneøkse

Spyd

Ligesom øksen var spyddet et meget almindeligt våben hos vikingebonden, da de krævede meget lidt jern at producere til trods for, at det var et meget effektivt våben.

Det korte kastespyd bliver brugt af vikingekrigere, da det er velegnet til deres taktik. Kastespyddene var ofte ikke dekorerede i forhold til de spyd, der er beregnet til at stikke med, da kastespyd – som navnet antyder – kastets væk og ofte går tabt i en fejde.

De længere og tungere spyd bliver brugt både til at hugge og stikke med. Denne type spyd kaldes også en lanse, når man læser om dem på Nationalmuseet. Disse lanser har bredere og længere spydhoveder, specielt senere i vikingetiden. De kunne også blive så værdsatte ejendele, at de blev dekoreret og deres navn ristet i runer.

Vikingespyd

Vikingesværdet

Her har vi et våben for de rigeste krigere, jarler og konger. Sværd var dyre, da der gik meget jern til at fremstille et, så de var derfor et symbol på høj status. Et sværd som bliver nævnt i Den islandske Saga om laksdølene bliver vurderet til en halv krone, det svarer til prisen på 16 malkekøer. Fremstilling af et vikingesværd var et højt specialiseret håndværk, og mange klinger blev importeret fra fremmede lande, som Rheinland, der i dag er en region i det vestlige Tyskland, og det kunne tage op til en måned at smede sværd.

Vikingetidens sværd var tveæggede og bladet var op til 90 cm langt. Sværdet havde et smalt håndtag, blodrille langs bladet og en smal parrerstang – den lange parrerstang begynder først at vinde frem sidst i vikingetiden og videre i middelalderen. Vikingetidens sværd blev svunget i én hånd og med et rundskjold i den anden hånd.

Vikingesværd

Saex

En særlig klasse af enæggede sværd hed en lang-saex. Disse havde samme greb, som det tveæggede sværd og bladet havde typisk også samme længde. Det enæggede blad varierede fra langt og smalt, som de almindelige tveæggede sværd til et noget tungere blad, der gav våbenet en økseagtig balance.

Buen

Bue og pil blev også brugt af vikingerne, både jagt og krig. Buer blev fremstillet i taks, ask eller elm, da disse trætyper var stærke med lange træfibre. Trækstyrken kan have været oppe omkring 90 pund eller 400 Newton, hvilket giver en effektiv rækkevidde på mindst 200 m, alt efter vægten på pilen. En taksbue, som er fundet i vikingebyen Hedeby, har et træk på over 100 pund og den har sandsynligvis været til krigsbrug. Bayeux-tapetet viser, at buer bliver trukket tilbage til brystet og ikke til munden, som det ses i middelalderen og frem til i dag.

VikingeBue

Opsamling

Alt i alt, har vikingerne et stort arsenal af våben til når de skal i krig, på togt eller bare hygge plyndre. Jeg har kun været meget overordnet i dette indlæg, da der er skrevet mange, meget detaljerede, tekster om alle de forskellige våbentyper, deres udseende og brug. F.eks. er der teorier om at metallet i vikingernes sværd var af så dårlig kvalitet, at de kun blev brugt som statussymbol og aldrig i kamp. Der er også fundet sværd i grave som har været krøllet sammen om sig selv, hvilket er en helt anden historie. Der er også flere våben som jeg ikke har taget med, da de er omdiskuterede her han nævnes sablen, stenslyngen og en stridskølle med et messing hoved, men disse må blive emner til et senere indlæg. Skriv  Håber at du har nydt at læse mit indlæg.

Udgaard forfatter Daniel Tegner

Skriv et svar