Udgaard Artikler

Med vikingerne ud i verden

Danskerne i forfædrenes spor

H.C. Andersen har engang udtalt at: ”At reise er at leve” noget de fleste danske familier vil erklære
sig enig i når sommeren gør sit indtog. Her stiger flere ombord på bus, tog, færge eller fly i håbet om,
at se sydligere himmelstrøg og drinks med palmer.
Danskernes rejselyst er ikke helt ny, for vi har igennem mange generationer tilbage i historien rejst
ud og udforsket den verden vi er en del af, men især i vikingetiden eksploderer togterne. Disse togter
sker dog ud fra helt andre forudsætninger end i dag og med andre formål, som plyndring, erobring og
handel. En ting som de gamle vikinger og nutidsdanskeren dog har til fælles bl.a. deres lyst til at have
souvenirers med hjem.

Vikingerne udviklede nye skibe

Skibe med sejl havde længe før vikingetiden været brugt i Vesteuropa, derfor var den teknologiske
udnyttelse af sejl som fremdrift ikke ny. Men det var vikingernes måde, at videreudvikle teknikken
med sejl til gengæld og det er denne teknologiske videreudvikling af skibene, som gør, at vikingernes
geografiske formåen har været så stor, for deres vilde togter og erobringer havde praktisk talt været
en umulighed, hvis de ikke havde finpudset deres sejlskibe.
Når ordet ”viking” bruges vil de fleste danskere nok få fremkaldt et billede på den indre nethinde af
en person med horn i hjelmen, samt i blodig kamp, hvor der ødelægges og plyndres. Dette billede
eller stereotyp er heller ikke forkert, da vikingerne bestemt tog på plyndrings- og erobringstogter.
Men sådanne togter havde lang tid forinden vikingerne fundet sted af andre folkefærd, så sådanne
handlinger forekom ikke exceptionelle. Men det var til gengæld vikingernes måde at organisere deres
togter på, samt at der under vikingetiden også sker et ”boom” af sådanne søfartshandlinger.
Gennem andel del af 900-årene i vikingetiden skete der en udvikling i de to skibsformer, som
vikingerne benyttede. Vikingernes skibe var enten krigsskibe eller skibe som varetog handel og fragt.
Begge skibstyper samt andre småbåde var opbygget af træ med jernnagler, samt tætnet med dyrehår
i skroget. Et særpræg ved de nordiske vikingeskibe var, at de skulle forene lethed og styrke i skibets
udformning og formåen
Vikingernes krigsskibe var lave og smalle ift. deres længde med årehuller fordelt jævnt udover hele
skibet. Derudover kunne skibets mast let sænkes og hejses alt efter behov. Skibet havde således flere
manøvremæssige muligheder, da det fungerede som en kombination mellem ro- og sejlfartøj, hvilket
muliggjorde at det kunne fungere til hav- og flodsejlads. Denne udformning af skibet betød at der
kunne være mange mænd ombord endda større vikingehære, hvilket var en stor fordel når der skulle
plyndres og erobres. Det at skibet havde denne opbygning og mulighed for at fungere på flere
niveauer gjorde at det fik funktion som krigsskib.
De skibe som blev brugt til fragt og handel var konstrueret helt anderledes, da de var meget høje og
brede ift. deres længde. Samtidig var skibets årehuller få og masten som holdte sejlet kunne ikke blot
sænkes og hejses, da denne var solidt plantet. Fragt- og handelsskibene var derfor meget afhængige
af vind- og vejrforholdene til forskel fra krigsskibene som også i mere stille vejr kunne udnytte de
mange årehuller til fremdrift af skibet.

På jagt efter rigdom og berømmelse

Vikingernes teknologiske finpudsning af deres skibe medførte, at de kunne drage ud i den vide verden
med forskellige formål for øje. Hvor nutidsdanskeren i dag rejser ud for at skabe oplevelser eller
forretningssamarbejder, så drog vikingerne på togter for at kunne berige sig med materielle goder,
erhverve sig berømmelse og ære samt at de også søgte nyt land de kunne opdyrke. Vikingernes togter
havde således forskellig karakter alt efter deres formål. Vikingenerne kunne således, som
nutidsdanskeren i dag, have mange forskellige kasketter på. De kunne bl.a. rejse ud som plyndrende
pirater, agere handelsfolk, lejesoldater, opdagelsesrejsende, indvandrere, nybyggere, pengeafpressere
og diplomater. Ekspansionen i at rejse ud fra de hjemlige egne og udforske verden betød også
opblomstring og vækst i handelspladser på land. Her kan især vikingernes-boplads Hedeby nævnes,
som bl.a. er kendt for stor produktion af glasvarer herunder perler.

På vilde togter

Vikingernes ekspansion i togter skal ses ift., at Skandinavien allerede før vikingetiden havde haft
mange forbindelser med Europa. Omkring år 700 skete der samtidig en stor økonomisk opblomstring
i hele Nordeuropa, hvilket medførte grundlæggelse samt udvikling af handelscentre langs
Vesteuropas kyster, Englands kyster og floder, i egnene omkring Østersøen og åbning af handelsruter
til Rusland.
Omkring år 800 og frem tog vikingernes togter fart, hvilket betød at der opstod et helt nyt net af
handelscentre med for eksempel Quentovic i Frankrig, York og London i England og i norden var det
især Hedeby og Birka. I områderne ved Østersøens syd- og østkyst var handelscentrene bl.a.
Ralswiek i Tyskland, Wolin og Truso i Polen, Grobin i Letland og Staraja Ladoga i Nordrusland. Det
udbyggede netværk betød større variation i de varetyper, som vikingerne kunne plyndre og handle
med. Men samtidig kunne de nu også kræve afgifter både i og udenfor Skandinavien.
Vikingernes måde at hærge og plyndre på, samt at opbygge forbindelser på tværs af verdenen skal
også ses afspejlet i, at vikingerne forstod at udnytte de politiske strukturer som herskede rundt om,
disse var forholdsvis løse og ustabile, hvilket vikingerne udnyttede i deres organisering af togter.
En munk ved navn Ermentarius Noirmoutier beskrev i 860’erne vikingernes togter og plyndringer
således:
”Antallet af skibe vokser. Den endeløse strøm af vikinger hører aldrig op at stige. Alle vegne er de
kristne ofre for massakrer, brande og plyndringer. Vikingerne erobrer alt på deres vej. Ingen kan
modstå dem. De indtager Bordeaux, Périguex, Limoges, Angouleme og Toulouse. Angers, Tours og
Orléans er udslettede. En utallig flåde sejler op ad Seinen, og ondskaben vokser i hele landet. Rouen
er lagt øde, plyndret og brændt. Paris, Beauvais og Meaux er indtaget, Meluns stærke fæstning er
jævnet med jorden, Chartres er besat, Evreux og Bayeux plyndret og alle byer belejret”
Munken Ermentarius Noirmoutiers beskrivelse viser altså den rædsel, som vikingerne førte med sig
og den organisering som gjorde det muligt for dem, i store hære, at udslette hele byer samt at besætte
andre. Med en sådan rædselsvækkende beretning er det ikke svært at se, hvorfor vi på nutidens
vikingemarkeder oplever blodige og vilde krigere på vej i kamp. Ikke nok med at vikingerne
plyndrede byer, kirker og klostre, så tog de også gerne slaver.
Vikingerne kom også til middelhavet, hvor de bl.a. erobrede Sevilla, men hurtigt blev drevet på flugt
af Maurerne. I 900-årene voksede de vesteuropæiske riger sig stærke, hvilket medførte at
magtbalancen tippede. Vikingernes togter og dermed Vesteuropas vikingetid var forbi med
undtagelse af Normandiet.
Efter at togterne så småt ophørte i Vesteuropa slukkede vikingerne deres behov for berigelse af
rigdom og ære i Østeuropa i 900-årene. Men i disse år skete der også mange ændringer i
magtbalancerne. I år 991 tog store skandinaviske flåder ledet af både danske Svend Tveskæg og Olav
Tryggvesson til Sydøstengland, her plyndrede de vidt og bredt. Så selvom vikingerne måtte se sig
besejret i Vesteuropa, så havde dette altså ikke stoppet deres togter.
Som sagt strakte vikingernes togter sig vidt og bredt, hvilket også betød at de kom til Skotland, Isle
of Man, Irland, Island, Færøerne, Grønland, Amerika, Vinland og Newfoundland.

Den gamle viking og nutids-danskeren

Vikingerne var således et søfolk som forstod at udvikle nye skibsfartøjer alt efter det ønskede formål,
samtidig med at de også organiserede sig i store hære og udnyttede de magtbalancer som
fremherskede.
Men vikingerne var ikke blot det hærgende og plyndrende folk de ofte skildres som. Vækst og
handelscentre betød også interaktioner mellem vikinger og andre folkefærd, som ikke involverede
blod, men i stedet handel, diplomati og fredelig interaktion.
Men siger at verdenen anno 2019 snart 2020 er global og sammentømret. Men hvis man kigger på
vikingernes færden, så kan man måske fristes til at sige, at verdenen allerede var global i vikingetiden.
Ikke på samme måde som i dag, men i den forstand at vikingerne allerede rejste til fjerne egne og
interagerede med de fremmede på deres vej. De hærgede, koloniserede, handlede eller indvandrede
og levede i de nye egne.
Vores vikingeforfædre ligner altså nutids-danskeren, som også rejser ud i verdenen for oplevelser,
berigelse via handel, forretningsrejser eller slår sig ned i andre lande nøjagtigt som vikingerne gjorde.
Derudover har de nuværende danskere og de gamle vikinger det til fælles, at begge gennem tiderne
har købt souvenirers med hjem, da man i Danmark har fundet over 200 små brocher af ”billig” bronze.
Brocherne er fremstillet i Europa og derefter taget med til Danmark. De har været almindelige og kan
derfor ikke regnes som en del af vikingernes plyndringsgodt, men er i stedet blevet indkøbt specifikt
af vikingerne som souvenirers.

Susan Rise, cand.mag. i historie.

Kilder

Else Rosendals bog ”Vikingernes Verden” og linksne:
https://danmarkshistorien.dk/perioder/vikingetiden-ca-800-1050/togter-og-bosaettelserformaal-og-baggrund/
https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/vikingetiden-800-1050/togter/
https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/vikingetiden-800-1050/togter/forskellige-typer-af-togter/
https://l.facebook.com/l.php?u=https%3A%2F%2Fwww.vikingeskibsmuseet.dk%2Ffronten
d%2FDokumenter%2FAlle_tiders_viking.pdf%3Ffbclid%3DIwAR26cCgc28JUrTmzPLTE
XpYZWcxrsPBhFk5ZgM_BckibN5AjZvQZjT8XwsU&h=AT2Q2yTkx9UsoZGcg9T8BUk1x4KvokMGnjsZLezYHSp07_ZKDLNhQBQVPpYXCv9fYanTfa5lnEaAdNZOaK_YPh5qLFmLvn9h8tFYPUmVZq8ouLyAhaFqNQW3M31AMh4hNSEwg

Skriv et svar